Damplokomotiv: sådan driver damp hjulene, det viser modellen

Et damplokomotiv er en kedel på hjul. Ilden i fyrboksen, en lukket ovn i kedlens bageste ende, varmer vand op, og det bliver til damp. Damp under tryk strømmer ind i cylindrene på maskinens sider og skubber skiftevis stemplet frem og tilbage. Gennem drivstangen, en lang stang fastgjort uden for hjulets midte, drejer stemplet det store drivhjul, på samme måde som en fod på pedalen drejer kranken på en cykel.

På et damplokomotiv kan man som regel se denne bevægelse udefra: cylindrene, drivstængerne og de stænger, der forbinder hjulene, arbejder på maskinens side. Også derfor er det et taknemmeligt forbillede for modeller, især når maskinen har en berømt historie. Blandt dem er for eksempel Stephensons Rocket fra 1829, hvis løsninger næsten alle senere damplokomotiver overtog, og det britiske Mallard, der i 1938 satte en hastighedsrekord for damplokomotiver, som stadig står. En model viser dig den rigtige maskines form og bevægelse, men hjulene drejes af din hånd eller et optrukket drivværk, ikke af damp.

Sådan drejer dampen lokomotivets hjul

Dampen følger én vej i lokomotivet fra ilden helt op til skorstenen, og på hver strækning arbejder en anden del af maskinen. Når du kender rækkefølgen, finder du disse dele både på et foto af et rigtigt lokomotiv og på modellen:

1. Fyrboks og kedel. Fyrbøderen skovler kul ind i fyrboksen. Varme gasser fra ilden går gennem kedlen i en mængde rør, som er omgivet af vand. Vandet omgiver også selve fyrboksen, så det optager varme fra en stor flade og bliver til damp.
2. Dampdom og regulator. Dampen samler sig over vandoverfladen, ofte i en rund opbygning oven på kedlen, der kaldes dampdom. Her sidder som regel regulatoren, en ventil, som lokomotivføreren lukker damp til cylindrene med og dermed styrer maskinens kraft.
3. Cylinder og glider. På hver side af lokomotivet sidder en cylinder med et stempel. En skydeventil, der kaldes glider, lukker frisk damp skiftevis ind foran og bag stemplet og lukker samtidig den brugte damp ud fra stemplets anden side. Stemplet skubber derfor i begge retninger, frem og tilbage.
4. Krydshoved og drivstang. Fra stemplet går stempelstangen, en stang med et krydshoved for enden, som glider i en lige føring. Drivstangen er fastgjort til krydshovedet, og dens anden ende sidder på en tap uden for drivhjulets midte. Netop her bliver stemplets lige bevægelse til hjulets drejning.
5. Koblingsstænger. Drivhjulene på den ene side er forbundet med en vandret stang, koblingsstangen. Takket være den drejer de alle på én gang, og maskinens kraft fordeles på flere hjul, som derfor har bedre greb på skinnen.
6. Udblæsning og skorsten. Den brugte damp går fra cylindrene ind i røgkammeret, kedlens forreste del under skorstenen, og fyger op gennem skorstenen via en smal blæsedyse. Den river gasserne fra kedlen med sig og suger dermed frisk luft gennem ilden. Jo hårdere lokomotivet arbejder, jo stærkere er trækket, og jo bedre brænder ilden.

Et lokomotiv med to cylindre har krankene på venstre og højre side forskudt en kvart omgang. Når drivstangen på den ene side ligger på linje med hjulets tap, i det såkaldte dødpunkt, kan den ikke dreje hjulet. Den anden side er da langt fra dødpunktet og drejer hjulet, og derfor kommer lokomotivet i gang uanset hjulenes stilling. På én omgang af hjulet får de to stempler tilsammen fire portioner damp, og fra skorstenen lyder fire udblæsningsslag, som du hører som en rytmisk puffen.

Gliderne drives af styringen, et sæt stænger og håndtag på maskinens side mellem drivhjulet og cylinderen. Med den skifter lokomotivføreren kørselsretning og bestemmer, hvor længe frisk damp strømmer ind i cylinderen under ét stempelslag. Ved igangsætning lukker han den ind i længere tid, så maskinen får så stor trækkraft som muligt. Under kørslen lukker han den ind i kortere tid, og resten af arbejdet klarer dampen, som udvider sig i cylinderen. Sådan sparer lokomotivet både kul og vand.

Kul og vand fører lokomotivet med enten i en tender, en særskilt vogn koblet lige bag førerhuset, eller på mindre maskiner i beholdere direkte på lokomotivet. Dampen fra kedlen driver ikke kun hjulene, men også fløjten, kompressoren til bremserne og pumpen, der fylder vand på kedlen.

Hvilke lokomotiver der blev forbilleder for modeller, og hvorfor

Rocket, Flying Scotsman, Mallard og Albatros er alle udkommet som modeller til modeljernbaner. Hver af dem skrev sig ind i jernbanehistorien med det, den ændrede, en rekord eller sin størrelse, og hver er bevaret i mindst ét eksemplar, så du også kan se forbilledet i virkeligheden. Desuden kan du kende hver af dem på formen:

Hjulstillingen er for et lokomotiv noget i retning af en underskrift. I Storbritannien og Amerika skrives den med antallet af hjul: Flying Scotsman og Mallard er begge 4-6-2, altså fire hjul foran, seks drivhjul og to bagved. På det europæiske kontinent tæller man aksler, altså hjulpar. Et ciffer betyder aksler uden træk, et stort bogstav drivaksler (A én, B to, C tre, D fire), og en lille mærke (′) efter et tegn fortæller, at akslerne sidder i en bogie. Begge britiske maskiner er altså 2′C1′ og Albatros 2′D1′. På en model tæller du akslerne på et par sekunder og ved straks, hvilken type den ligner.

Rocket, Flying Scotsman og Mallard er udkommet som modeller i årtier, og historien om hver af dem kan fortælles i én sætning: lokomotivet, der fastlagde, hvordan damplokomotiver skulle bygges, de første officielle 100 miles i timen, verdens hurtigste damplokomotiv. Slovakiet har sin historie i Albatros. Af de femten maskiner er tre bevaret, og en af dem, 498.104, står i Slovakiet, hvor Albatros klub i Bratislava passer på den.

Hvad en model viser af den rigtige maskine, og hvad den forenkler

En træmodel viser et lokomotivs form og bevægelse, ikke dets kraft. Den har hverken ild eller damp, så bevægelsen går den modsatte vej: hjulene drejes af din hånd eller et optrukket drivværk, og hvis stemplet bevæger sig, er det hjulene, der skubber det via drivstangen. På en rigtig maskine skubber stemplet hjulene. Hvad din model præcis viser, finder du ud af i vejledningen og på billederne. Når du ser den efter, så kig på disse steder:

• Hjulstilling. Tæl akslerne foran, de drivaksler, der er forbundet med en koblingsstang, og akslerne bagved, og sammenlign dem med tabellen ovenfor. Passer de med en af maskinerne, har modellen samme type undervogn. Hvis ikke, efterligner den et damplokomotiv mere frit.
• Drivstang og koblingsstang. Drej langsomt drivhjulet, og hold øje med begge stænger. Koblingsstangen forbliver hele tiden vandret og kører rundt i en lille cirkel, mens drivstangen vipper op og ned. Når stængerne bevæger sig sådan, efterligner modellen lokomotivets rigtige bevægelse.
• Stempel og krydshoved. Hold øje med cylinderen under den samme drejning. Hvis en stang med krydshoved glider ud og ind af den, viser modellen, hvordan lige bevægelse bliver til drejning. Hvis intet bevæger sig ved cylinderen, viser modellen kun dens form.
• Venstre og højre side. Stop hjulet, når drivstangen på den ene side ligger på linje med tappen, og se på den anden side. På et rigtigt tocylindret lokomotiv er tappen der forskudt en kvart omgang. Modellen kan efterligne det eller lade være, og ingen af delene er en fejl.
• Styring. Kig efter tyndere stænger og håndtag mellem drivhjulet og cylinderens øverste del. Hvis de bevæger sig, når hjulet drejer, antyder modellen styringen, som på en rigtig maskine flytter glideren. Finder du dem ikke, har modellen forenklet eller udeladt styringen.
• Kedel, dom, skorsten og tender. På modellen er det hule former. Læg mærke til, hvor de sidder: skorstenen foran, dampdommen oven på kedlen, førerhuset bagest og tenderen bag det. Placeringen svarer til den rigtige maskine, selv om der hverken er vand, ild eller kul indeni.

Et rigtigt lokomotiv havde også dele, som på en træmodel kun er antydet eller helt mangler: sikkerhedsventiler, der lukker damp ud ved for højt tryk, et gennemsigtigt rør, hvor fyrbøderen holdt øje med vandstanden i kedlen, eller en pumpe til at fylde vand på. Uden dem kunne en rigtig kedel ikke arbejde sikkert, men modellen har ikke brug for dem.

Hvis hjulene eller stængerne på den færdige model drejer tungt eller sætter sig fast, finder du fremgangsmåden til at finde gnidningen i artiklen Mekanismen sidder fast: find gnidningen og fjern den.

Hvis du vil se disse dele på din egen model, kan du vælge modellen Træ 3D puslespil - Damplokomotiv model ROKR MC501, som ifølge beskrivelsen i butikken har et bevægeligt stempel og efter optrækning af drivværket kører af egen kraft; ifølge oplysningerne i butikken er den beregnet fra 14 år. Mindre krævende er ifølge oplysningerne i butikken modellen Træ 3D puslespil - Lokomotiv Little Story E012, med sværhedsgrad 2 i stedet for 4 og ligeledes beregnet fra 14 år.

Sådan udstiller du modellen som et stykke historie

En model af et damplokomotiv virker som et stykke historie, når du udstiller den, som museer udstiller rigtige lokomotiver: på et spor, med en kort beskrivelse og med drivstængerne synlige. Fire trin er nok:

1. Find forbilledet. Ud fra hjulstillingen og formen på kedel og skorsten finder du ud af, hvilken type modellen ligner. Kan du ikke fastslå en bestemt maskine, er typen og perioden nok, for eksempel et eksprestogslokomotiv med hjulstillingen 2′C1′ fra 1930’erne.
2. Stil den på et spor. Stil modellen på et kort stykke spor eller på et smalt træbræt, der er lidt længere end modellen. Underlaget skiller den fra de andre ting på hylden, og når du tørrer støv af, løfter du den sammen med underlaget uden at tage fat i de tynde stænger.
3. Skriv et kort. Skriv på et lille kort forbilledets type eller navn, årstallet og én sætning om, hvad det blev berømt for: en rekord, en strækning eller antallet af byggede maskiner. Så fortæller modellen sin historie selv for gæster, der intet ved om tog.
4. Stil hjulene. Drej før udstillingen drivhjulene, så drivstangen på den side, der vender ud mod rummet, står skråt, og stempelstangen er skudt ud af cylinderen. I den stilling ser man bedre end i dødpunktet, hvordan stængerne forbinder stemplet med hjulet.

Hvis du er nysgerrig efter, hvordan et køretøj kører på skinner, når det i stedet for damp tager strøm fra en ledning over sporet, så læs videre i artiklen Sporvognen: hvor den får strøm fra, og hvordan den kører.

Ofte stillede spørgsmål