Pladespiller: sådan gør nålen rillerne i pladen til musik

En pladespiller afspiller musik ved, at nålen følger den spiralformede rille i pladen, og rillens små bølger sætter nålen i svingninger. Svingningerne bliver derefter til lyd: i en gammel grammofon gennem en tynd membran og en tragt, i en moderne afspiller gennem en magnet og en spole til et elektrisk signal, som forstærkeren forstærker.

På en pladespillermodel kan du se det på tre dele: på tallerkenen, på armen med nålen og på gearet, altså de tandhjul, der drejer tallerkenen. Jævn drejning hjælper tonen med at holde sin højde, og nålens gnidning i rillen slider gradvist både pladen og nålen.

Sådan bliver nålens bevægelse i rillen til lyd

Lyden er gemt på pladen som rillens form. En maskine skærer pladen ved at grave lydens bevægelse ind i rillens væg, og afspilningen går den modsatte vej: nålen (teknisk set nålespidsen) løber langs rillens væg og svinger efter dens bølger. Armen, som nålen sidder på, flytter sig langsomt hen over pladen, fordi rillen fører den.

En gammel grammofon behøver ikke strøm. Nålen er forbundet med en tynd membran i lydboksen. Membranen svinger sammen med nålen, sætter luften i armen i bevægelse, og luften fortsætter ind i tragten, som afgiver lyden til rummet. Tragten bliver gradvist bredere væk fra armen, hvilket hjælper med at føre lyden fra et smalt rør ud i et stort rum.

En moderne afspiller omdanner svingningerne til elektricitet. Nålen sidder på en tynd stang, som i pickuppen bevæger en magnet mellem spoler eller spoler i en magnets felt. Bevægelsen fremkalder i spolen en lille elektrisk spænding, der svarer til rillens form. Forstærkeren forstærker den, og højttaleren laver den igen om til lyd.

Rillens form er forskellig fra epoke til epoke. Berliners flade plader har en rille, hvor nålen vugger fra side til side, mens Edisons cylindre havde en rille med bevægelse op og ned. Stereoplader har rillevægge, der hælder 45 grader, og hver væg bærer én kanal, venstre eller højre.

Hvorfor tallerkenen skal dreje jævnt

Nålen følger rillens form, men tonen afhænger også af, hvor hurtigt rillen passerer under nålen. Derfor har plader bestemte omdrejninger: 33⅓, 45 eller 78 i minuttet. Hvis du indstiller forkert, skader det ikke pladen, men musikken kommer til at gå for hurtigt eller for langsomt, så tjek omdrejningerne på pladen, før du afspiller den.

Hastigheden skal også være jævn. Hvis den svinger, svinger tonehøjden også: en langsom svingning lyder som en bølgende tone, og i værste fald lyder musikken, som om den var fuld.

Jævn drejning er ikke en selvfølge. Ved en høj passage bremser rillen tallerkenen en smule, især ved enklere drev. En tung tallerken opfører sig som et svinghjul: Dens hastighed ændrer sig langsomt og ikke i spring, og derfor bruges den i nogle afspillere.

En gammel grammofon løser det mekanisk. De første apparater krævede, at nogen hele tiden drejede på et håndsving. Senere blev en fjeder trukket op én gang med håndsvinget, tandhjul overførte dens energi til tallerkenen, og en centrifugalregulator, typisk med tre lodder på fjedre, holdt hastigheden stabil.

Hvorfor plader og nål slides

Under afspilning gnider nålen mod rillens vægge, og gnidningen slider begge dele: både pladen og nålespidsen. Fint støv, der kommer ind mellem dem, opfører sig som et fint slibepulver.

En slidt nål skader også pladen: På spidsen opstår der flade steder med skarpe kanter, som kan beskadige rillen. Et højere nåletryk slider pladen hurtigere, så indstil trykket efter afspillerens vejledning.

Et fast antal timer, efter hvilket nålen skal skiftes, kan ikke fastsættes, fordi det afhænger af nåletrykket, spidsens form og renheden. Når lyden bliver så dårlig, at du kan høre det, kan nålen allerede have været slidt i et stykke tid.

Ved gamle grammofoner med tragt slidte armen også pladen. På nogle ældre maskiner sad tragten fast på nålens lydboks, så rillen skulle trække en del af tragtens vægt med, og en meget tung tragt kunne slide en plade efter blot få afspilninger. Derfor blev tragten senere monteret fast, og armen blev forbundet med den med et led.

Du kan sætte slidtagen i langsommere gang med tre kontroller:

• Støv. Før en blød børste over pladen og nålen, inden du afspiller. Støv i rillen virker som slibepulver.
• Nåletryk. Indstil det efter afspillerens vejledning. For stort tryk slider pladen, for lille kan forvrænge lyden.
• Nål. Hvis de høje toner forsvinder, og lyden er snavset, så tjek nålen og skift den efter vejledningen.

Hvad du skal lægge mærke til på en pladespillermodel

En pladespillermodel i træ behøver ikke spille, men den viser den samme kæde af dele: drev, tallerken, arm med nål og tragt. Hvilke af dem modellen har, og hvordan de betjenes, finder du i dens vejledning; fremgangsmåden nedenfor er kun en orientering om, hvad du skal holde øje med.

1. Tallerken og gear. Hvis du driver modellen med et håndsving, så drej langsomt og følg tallerkenen. En jævn bevægelse tyder på, at gearet arbejder jævnt. Hvis tallerkenen sætter sig fast, hopper eller springer over altid det samme sted, kan der være gnidning dér, og hvordan du finder den, beskriver artiklen om en mekanisme, der sidder fast.
2. Arm med nål. Se, hvordan armen drejer i leddet, og hvordan nålen rører pladen. På en rigtig pladespiller skal nålen hvile let på pladen, for for stort tryk slider pladen. Hvis armen på modellen bevæger sig tungt eller skurrer, så tjek i vejledningen, om leddet er samlet rigtigt.
3. Tragt eller højttaler. Hvis modellen har en tragt, så se, hvordan den udvider sig fra den smalle del ved armen til åbningen. Sådan afgiver en rigtig grammofon lyden til rummet.

Samme måde at observere på hjælper også ved andre mekanismer, for eksempel ved gøgeure.

En mekanisk pladespillermodel fra kataloget viser nogle af disse dele i bevægelse. Hvilke helt præcist, kan du læse i dens beskrivelse.

Ofte stillede spørgsmål