Napoleon lod Triumfbuen i Paris bygge til ære for sin hær efter sejren i slaget ved Austerlitz i december 1805. Grundstenen blev lagt den 15. august 1806, på Napoleons fødselsdag, men regeringsskift afbrød byggeriet, og buen blev først indviet i juli 1836, efter 30 år.
Den står midt på en rund plads, fordi den blev bygget der, hvor veje allerede dengang mødtes i form af en stjerne, og i dag udgår der tolv avenuer herfra. På dens vægge finder du fire store skulpturgrupper, seks relieffer med slag og hundredvis af navne på slag og generaler, og under hvælvingen en ukendt soldats grav fra Første Verdenskrig. De samme dele kan du også lede efter på en træmodel af buen.
Indhold
Hvorfor buen blev bygget, og hvorfor byggeriet tog 30 år
Med buen ville Napoleon hylde Den Store Armé, altså den hær, han havde vundet med ved Austerlitz. Forbilledet var de gamle romerske triumfbuer, især Titusbuen i Rom, og tegningerne blev udarbejdet af arkitekten Jean-François Chalgrin.
Buen står for den vestlige ende af Champs-Élysées, over for Tuileriespaladset, som dengang var Napoleons residens i Paris. Den er dermed en del af en lang, lige akse, der går fra Louvre via Champs-Élysées videre mod vest.
I 1810 giftede Napoleon sig med Marie-Louise af Østrig, og brudeoptoget skulle drage ind i Paris over pladsen, hvor buen var under opførelse. Pillerne nåede dengang knap op over jorden, så Chalgrin lod en bue i fuld størrelse opføre af en trækonstruktion og malet lærred. På denne model så han sit design på stedet og tilpassede det derefter yderligere.
Chalgrin døde i 1811. Efter Napoleons fald i 1814 gik byggeriet i stå, og først kong Ludvig 18. satte det i gang igen i 1823. Det blev fuldført under kong Louis-Philippe, som tilegnede buen revolutionens og kejserrigets hære. Buen blev indviet den 29. juli 1836.
Buen består af fire massive stenpiller, der er forbundet med hvælvinger. På de to hovedsider er der én stor bueåbning, på de smallere sider mindre. Inde i en af pillerne går en vindeltrappe, og der er 284 trin op til buens tag.
Pladsen omkring buen hed Place de l’Étoile, altså Stjernepladsen. Vejene mødtes her i form af en stjerne allerede før buen blev bygget, men de nuværende tolv avenuer opstod først ved ombygningen af Paris, som præfekt Haussmann ledede i anden halvdel af 1800-tallet. Siden 1970 har pladsen båret Charles de Gaulles navn. Selve buen er omkring 50 meter høj og omkring 45 meter bred.
Hvad skulpturgrupper, relieffer og navne på væggene viser
Udsmykningen blev først skabt af flere billedhuggere i 1830’erne, da byggeriet blev færdiggjort. Størst er de fire skulpturgrupper på pillerne, og hver af dem hører til ét år:
- De frivilliges afmarch i 1792 af François Rude, også kendt som »Marseillaisen«, på siden mod Champs-Élysées. Over de frivillige, der drager af sted for at forsvare den unge republik, svæver en kvinde med vinger, Frihedens genius.
- Triumfen i 1810 af Jean-Pierre Cortot, også på siden mod Champs-Élysées. Den hylder Napoleons sejre.
- Modstanden i 1814 og Freden i 1815 af Antoine Étex på den modsatte side af buen.
Over skulpturgrupperne sidder seks relieffer, altså billeder hugget ind i væggen, så figurerne træder frem fra den. De viser begivenheder fra revolutionskrigene og Napoleonskrigene, blandt andet slaget ved Austerlitz. Højere oppe løber en frise rundt om buen, et bånd med et relief af soldater, og helt øverst er attikaen, bygningens øverste del over gesimsen. På attikaen er der 30 skjolde med navnene på sejrrige slag.
På buernes indvendige vægge er der hugget navne på slag og på hundredvis af generaler fra revolutionens og kejserrigets krige. Når et navn er understreget, faldt denne mand i kamp. Loftet i den store hvælving er prydet med udhuggede rosetter.
Hvad den ukendte soldats grav under buen er
Under den store hvælving ligger en fransk soldat fra Første Verdenskrig, hvis navn ingen kender. Han repræsenterer alle, der faldt for Frankrig i krigen. Idéen om at ære de faldne med én ukendt soldat opstod allerede i 1916, mens krigen stadig stod på.
Den 10. november 1920 valgte soldaten Auguste Thin i Verdun én af otte kister med ligene af uidentificerede franske soldater. Dagen efter blev kisten bragt til Triumfbuen, og den 28. januar 1921 blev soldaten begravet på det sted, hvor han ligger i dag. På gravens plade står der på fransk, oversat: »Her hviler en fransk soldat, der døde for fædrelandet, 1914–1918«.
Flammen over graven blev tændt første gang den 11. november 1923 af krigsminister André Maginot. Siden er den blevet genoplivet hver aften kl. 18.30 ved en ceremoni, som foreningen La Flamme sous l’Arc de Triomphe står for. I dag minder flammen om de døde fra begge verdenskrige.
Hvad du kan se efter på en træmodel af Triumfbuen
En træmodel viser buen i lille format, så du kan sammenligne den med den rigtige bygning. Også Chalgrin afprøvede sit design på en model, om end i fuld størrelse. Hvilke dele af udsmykningen din model har, og hvordan den gengiver dem, kan du se i dens vejledning og på billederne. Når du sammenligner, så fokuser på disse steder:
- Forholdet mellem højde og bredde. Den rigtige bue er omkring 50 meter høj og omkring 45 meter bred, altså næsten lige så bred som høj. Mål modellens højde og bredde uden sokkel. Hvis forholdet bliver tydeligt anderledes, har modellen ændret bygningen på dette punkt.
- Skulpturgrupperne ved pillerne. Led på de to hovedsider efter fire skulpturgrupper ved foden af pillerne. På den rigtige bue står De frivilliges afmarch og Triumfen på siden mod Champs-Élysées, så ud fra dem kan du se, hvilken side af din model der ville vende mod denne avenue.
- Fladerne over skulpturgrupperne. På den rigtige bue sidder der relieffer med slag. Sammenlign, hvad der er på samme sted på modellen: et billede, et mønster eller en glat flade.
- Den øverste del. Find gesimsen, frisebåndet og attikaen over bueåbningen. På den rigtige bue bærer attikaen 30 skjolde med navne på slag, så se efter, hvordan din model gengiver den.
Hvis du vil se nærmere på disse dele derhjemme, er træmodellen Triumfbuen Little Story E011 ifølge butikkens oplysninger beregnet fra 14 år.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem lod Triumfbuen bygge?
Napoleon, til ære for sin hær efter sejren ved Austerlitz i 1805. Grundstenen blev lagt i 1806, og buen blev indviet i 1836, under kong Louis-Philippes regeringstid.
Hvorfor tog det 30 år at bygge Triumfbuen?
Regeringsskift afbrød byggeriet. Efter Napoleons fald i 1814 gik det i stå, i 1823 genoptog Ludvig 18. det, og det blev fuldført under Louis-Philippe.
Hvorfor brænder der en flamme under Triumfbuen?
Den brænder over graven for en ukendt soldat fra Første Verdenskrig. Den blev tændt første gang den 11. november 1923 og er siden blevet genoplivet hver aften kl. 18.30 ved en ceremoni.
Hvad betyder de understregede navne på buens vægge?
På de indvendige vægge står navne på slag og generaler fra revolutionens og kejserrigets krige. Et understreget navn tilhører en mand, der faldt i kamp.