Vingerne på en vindmølle er let vredne på langs, og derfor skubber vinden, der blæser på dem forfra, dem ikke bagud, men drejer dem hele tiden til samme side. Vingerne drejer rundt sammen med akslen, de sidder fast på. Et stort tandhjul på denne aksel driver et mindre hjul på en lodret aksel, og den fører bevægelsen ned gennem møllen helt til møllestenene.
Møllestenene ligger oven på hinanden. Den nederste står stille, den øverste drejer over den, og kornet, der falder ned i hullet i dens midte, males til mel i den smalle sprække mellem dem. Alt det virker kun, når vingerne står lige op mod vinden. Derfor drejede man på ældre møller hele møllen og på senere kun hatten med vingerne.
Indhold
Sådan drejer vinden vingerne, og bevægelsen når stenene
En møllevinge er et gitter af træ, som mølleren spændte sejldug over, altså et kraftigt stof. De fleste møller har fire vinger. Gitteret er let vredet langs vingen, så vinden trykker skråt på dugen, og vingen viger altid i samme retning. Set forfra drejer vingerne på hollandske møller mod uret.
Mølleren regulerede møllens kraft med, hvor meget dug han spændte ud. I svag vind spændte han den over hele gitteret, i stærk vind rullede han den delvis sammen, og så måtte han standse møllen. Fra slutningen af 1700-tallet kom der i Storbritannien vinger med klapper, som selv tilpassede sig vindstyrken, for eksempel William Cubitts vinger fra 1807.
Fra vingerne går bevægelsen gennem møllen i nogle trin:
- Vingeakslen. Vingerne sidder på en næsten vandret aksel i møllens hoved. Når vingerne drejer, drejer hele akslen.
- Bremsehjulet. På akslen sidder et stort tandhjul med tænderne på siden. Det kaldes bremsehjulet, fordi der ligger en bremse rundt om dets omkreds: når mølleren strammede den, gik hjulet og vingerne langsommere eller stod stille.
- Den lodrette aksel. Bremsehjulets tænder griber ind i et mindre hjul på den lodrette aksel. Det hjulpar laver drejningen om en vandret akse om til drejning om en lodret akse, og den lodrette aksel fører bevægelsen ned gennem møllens etager.
- Hjulet til stenene. Længere nede på den lodrette aksel sidder endnu et stort tandhjul. Det griber ind i små drev, som hver driver ét par møllesten. Et drev kunne kobles fra, så ét par sten kunne stå stille, mens de andre malede.
- Møllestenene. Den øverste sten drejer over den nederste, som ikke bevæger sig. Den øverste sten kan veje over et ton, og det er netop dens vægt, der hjælper med at male kornet.
I mindre møller, hvor hele maskineriet sad i ét drejeligt træhus, drev hjulet på vingeakslen også stenene direkte, uden lang lodret aksel. Princippet er det samme: tandhjul overfører vingernes drejning til stenens drejning.
Kornet falder ovenfra ned i hullet midt i den øverste sten og kommer ind mellem stenene. I deres flader er der hugget riller, som skærer og maler kornet, når stenen drejer, og skubber melet ud mod kanten, hvor det kommer ud. Stenene må ikke røre hinanden. Sprækken mellem dem indstillede mølleren ved at løfte eller sænke den øverste sten en smule: jo mindre sprække, jo finere mel.
Hvorfor møllen skal drejes op mod vinden
Vingerne giver mest kraft, når de står vinkelret på vinden, lige op mod den. Når vinden drejer og blæser fra siden, fanger vingerne mindre af den, og møllen mister kraft. I Nordvesteuropa, hvor vinden ofte skifter retning, måtte hver mølle derfor kunne dreje sine vinger efter vinden.
De første europæiske vindmøller med vinger, der drejer i et lodret plan, dukkede op i 1100-tallet i Nordfrankrig, i Flandern og i det østlige England. Den ældste sikre omtale stammer fra Yorkshire i England, fra 1185. Den første type var stubmøllen, og mod slutningen af 1200-tallet kom møllen med fast tårn til. De to typer løser drejningen forskelligt:
| Mølletype | Hvad der drejes op mod vinden | Hvordan mølleren drejede den |
|---|---|---|
| Stubmølle, også kaldet den tyske type | hele træhuset med vinger, hjul og sten, sat på en tyk træstolpe | med en lang bjælke bagpå, der kaldes krøjestangen |
| Tårnmølle, også kaldet den hollandske type | kun hatten med akslen og vingerne, tårnet står fast | med en krøjestang fra hatten og ned, med et spil eller senere med en vindrose |
Tårnet på en hollandsk mølle skal ikke drejes, så det kunne være højere og vingerne længere. Lange vinger højt oppe fanger mere vind, og møllen arbejder også i en svagere brise.
I 1745 fik den engelske smed Edmund Lee patent på vindrosen. Det er et lille vindhjul bag på hatten, vinkelret på de store vinger. Så længe vinden blæser på møllen fra siden, drejer vindrosen og drejer via tandhjul langsomt hatten. Den standser først, når den står parallelt med vinden, og så står de store vinger præcis op mod vinden. Vindroser blev især udbredt i England, Danmark og Tyskland, andre steder forblev de sjældne.
Begge mølletyper stod også i Slovakiet. I Holíč viser et kobberstik fra 1801 en træmølle af den tyske type, som blev drejet i sin helhed på en egestolpe ved hjælp af en krøjestang. Senere byggede man der en stenmølle af den hollandske type i tre etager, som stammer fra 1880’erne. Indtil 1926 havde den en drejelig kegleformet hat med vinger, derefter blev den erstattet af en kuppel af tegl. Det er den eneste bevarede vindmølle i Slovakiet.
Hvorfor vindmøllerne næsten forsvandt fra landskabet
Vindmøllerne forsvandt ikke på én gang, og det var ikke én enkelt opfindelse, der fortrængte dem. I 1800-tallet blev der stadig bygget mange i Europa. Deres skæbne blev afgjort af nye malemetoder og nye motorer, der kunne køre uafhængigt af vinden.
I anden halvdel af 1800-tallet opstod der store dampdrevne møller. I stedet for sten malede metalvalser kornet i mange trin efter hinanden. Den slags formaling passede til hård importeret hvede og gav mere fint hvidt mel, som efterspørgslen voksede efter. De store møller blev bygget ved havne og vandveje, hvor kornet kom med skib.
Små kornmøller, der malede for landsbyerne omkring, holdt længere. I Nederlandene kunne dyre dampmaskiner længe ikke konkurrere med dem. De begyndte især at forsvinde, da forbrændingsmotorer og elmotorer kom, i de første årtier af 1900-tallet. Fra begyndelsen af 1880’erne til 1923 forsvandt næsten 30 % af møllerne dér.
Møllen i Holíč fik en lignende skæbne: man holdt op med at male i den efter Første Verdenskrig, og derefter forfaldt den længe. I dag er den et nationalt kulturminde.
Hvad du kan se efter på en model af en vindmølle
En model af en vindmølle viser de samme dele som en rigtig mølle, ofte forenklet. Hvilke af dem din model har, og hvilke der bevæger sig, finder du ud af i dens vejledning og billeder. Når du ser på den, så fokuser på disse steder:
- Mølletype. Se, om modellen står på en stolpe og drejer i sin helhed, eller om den har et fast tårn og en drejelig hat. På en tårnmølle leder du efter en krøjestang eller en vindrose bag på hatten.
- Vinger. Tæl dem, og læg mærke til, om de har et gitter som rigtige vinger, som dugen blev spændt over. Se på dem fra siden: hvis bladene står lidt skråt i forhold til hinanden, ser du den samme vridning, som får vingerne til at dreje i vinden.
- Stedet, hvor drejeretningen skifter. Find stedet, hvor vingeakslen går ind i møllens hoved. Hvis modellen viser gearingen, sidder der to tandhjul, hvis akser danner en ret vinkel. Her bliver den vandrette drejning lodret, ligesom ved bremsehjulet i en rigtig mølle.
- Lodret aksel og sten. Se, om den lodrette aksel går ned gennem tårnet, og om modellen antyder møllesten. Sammenlign, hvor mange tandhjul der sidder mellem vingerne og stenene.
- Drivkraft. På en model opstår bevægelsen som regel ikke i vinden, men for eksempel i en optrukket elastik eller når man drejer på et håndsving. Find ud af i vejledningen, gennem hvilket hjul bevægelsen kommer ind i mekanismen. På en rigtig mølle gik kraften fra vingerne til stenene, på en model kan den gå den anden vej, fra drivkraften til vingerne.
Den færdige model kan du også stille frem med vingerne i en stilling, som hollandske møllere brugte til at sende beskeder til omegnen. Vinger formet som et kors, som et plustegn, betød, at møllen kun hvilede kort, og at mølleren snart fortsatte. Vinger formet som bogstavet X betød en længere pause. Med vingerne meddelte man også glæde og sorg, men den præcise stilling er forskellig fra egn til egn.
Hvis vingerne eller tandhjulene på den færdige model drejer tungt eller sidder fast, finder du fremgangsmåden til at finde gnidningen i artiklen Mekanismen sidder fast: find gnidningen og fjern den.
Hvis du vil se på disse dele på din egen model, kan du vælge træmodellen Vindmølle Eco Wood Art. Ifølge beskrivelsen i butikken har den 227 dele, der passer sammen uden lim, vingerne drejer efter samlingen takket være et elastiktræk, og tårnets åbne konstruktion lader dig kigge ind i mekanismen. Vindmølle Eco Wood Art er ifølge oplysningerne i butikken beregnet fra 14 år.
Træmekanisk 3D-puslespil - Vindmølle Eco Wood Art
- Antal dele: 227
- Samletid: 4 t
- Sværhedsgrad: 4
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor drejer vingerne på en vindmølle, når vinden blæser forfra?
Fordi de er let vredne på langs, og vinden trykker skråt på dem. Vingen viger derfor altid til samme side og drejer akslen, den sidder fast på.
Hvordan når vingernes bevægelse møllestenene?
Vingeakslen bærer et stort tandhjul, der driver et hjul på den lodrette aksel. Den fører bevægelsen ned gennem møllen og drejer via flere tandhjul den øverste møllesten over den nederste, som står stille.
Hvad er vindrosen på møllens hat?
Et lille vindhjul bag på hatten, vinkelret på de store vinger. Så længe vinden blæser fra siden, drejer det og drejer hatten, indtil de store vinger står op mod vinden. Edmund Lee fik patent på det i 1745.
Findes der en bevaret vindmølle i Slovakiet?
Ja, i Holíč. Det er en stenmølle af den hollandske type i tre etager fra 1880’erne. Man holdt op med at male i den efter Første Verdenskrig.