Diligens: sådan fungerede den og sådan rejste man

Diligencen var en offentlig firhjulet vogn, der fragtede betalende passagerer og mindre forsendelser på en fast rute og efter køreplan. Som regel trak fire heste, sommetider seks. Hestene orkede ikke hele rejsen, så ruten var inddelt i etaper på oftest 10 til 15 miles, altså ca. 16 til 24 km. Ved hver etapes ende, oftest ved et værtshus, ventede et udhvilet forspand — heste spændt sammen foran ét køretøj. Af de etaper, på engelsk stages, fik diligencen det engelske navn stagecoach.

Ikke engang hesteskift gjorde diligencen til en hurtig måde at rejse på. Frem til slutningen af 1700-tallet kørte den i gennemsnit ca. 8 km i timen og tilbagelagde på en dag ca. 100 til 110 km. Komfort og fart kom først med bedre veje og med affjedring af kassen, hvor passagererne sad: først på læderremme, senere på stålfjedre. Da tog begyndte at køre i 1830’erne, forsvandt diligencerne efterhånden fra hovedruterne. På en diligencemodel kan du se, hvad der gjorde den til et rejseværktøj: kassens affjedring, den drejelige foraksel og pladserne til passagerer og bagage.

Hvordan diligencen virkede: heste, hjul og affjedring

Diligencen forenede tre løsninger, uden hvilke en tung, fuld vogn ikke ville være kommet langt på tidens veje: et forspand, der trak og bremsede, et chassis, der kunne styre, og en affjedring, der dæmpede stød.

• Forspand og stang. Hestene var spændt i par. Det forreste par styrede, det bagerste stod tættest på vognen og trak i stangen — en træbom fæstnet til forakslen. I nedkørsel lænede baghestene sig mod en rem om krydset koblet til stangen og bremsede dermed vognen. Amerikanske Concord-diligencer havde også træbremseklodser, som kusken trykkede med en fodpedal mod baghjulenes jernringe.
• Drejelig foraksel. En aksel er den aksel, to hjul drejer på. Bagakslen sad fast i chassiset; forakslen drejede om en lodret tap midt i. Fordi stangen gik til forakslen, styrede hestene den i svinget i den nye retning. Forhjulene var som regel mindre end baghjulene, så de i svinget fik plads tættere under køretøjet, og vognen kunne vende på mindre plads.
• Kassens affjedring. Kassen, hvor passagererne sad, var slet ikke affjedret på ældre køretøjer. Senere hang den i tykke remme af flere lag læder, der gik under gulvet og var fæstnet til chassiset. Kassen gynge forud, bagud og til siden og dæmpede dermed hjulenes stød. I Roughing It (1872) sammenlignede Mark Twain den amerikanske Concord-diligence med en vugge på hjul.

Stålfjedre dukkede op på vogne allerede i slutningen af 1600-tallet, men spredte sig først senere. I 1804 patenterede den engelske vognmager Obadiah Elliott elliptiske bladfjedre — to buer af stålbånd forbundet i enderne. Kassen hvilede da på fjedre ved akslerne, og den tunge langsgående bjælke under køretøjet var ikke længere nødvendig. På de jævnere engelske veje erstattede fjedrene remmene. I Amerika, hvor veje ofte kun var spor med furer, trykkede en lastet vogn i hullerne fjedrene ind til chassiset, og de holdt ikke, så dér blev byggerne ved remme.

Hvordan en diligencerejse var, og hvorfor den varede længe

En diligencerejse betød et fuldt køretøj, fast køreplan og stop. Inde sad som regel fire til seks passagerer; andre kørte på taget og én også på kuskesædet, den hævede bænk foran. Bagagen gik på taget eller i en kiste bag. På britiske postdiligencer stod en bevæbnet vagt ved postkisten bag.

Hesteskiftet ved stationen var kort, men passagererne stoppede også på værtshuse for at spise, drikke eller overnatte. I Amerika, hvor vejene var dårligere, trængtes folk på hårde bænke, og når hestene gik i skridt på svære strækninger, gik en del af rejsen bedre til fods ved siden af køretøjet. Hvorfor rejsen varede længe, forklarer tre ting:

• Hestenes tempo. Et forspand med en tung vogn kørte frem til slutningen af 1700-tallet i gennemsnit ca. 8 km i timen. Friske heste ved stationerne holdt tempoet, men hvert skift og hvert stop forlængede den samlede tid.
• Veje. Ubelagte veje med furer sænkede køretøjet, og ved regn eller frost kunne man ofte slet ikke rejse. Da vedligeholdte toldveje og et gruslag spredte sig i England, steg gennemsnitshastigheden fra ca. 10 til 13 km i timen.
• Affjedring. En uaffjedret eller i remme hængende vogn rystede og gynge hårdt i hullerne. Diligencernes fart steg først, da bedre veje blev fulgt af stålfjedre.

Hvordan rejsen gradvist blev hurtigere, viser disse engelske strækninger:

Hvorfor jernbanen fortrængte diligencen

Jernbanen tog fra diligencen det, dens handel byggede på: farten og posten. Diligencer og postvogne kunne ikke konkurrere med togenes hastighed, og posten gik snart over til skinner. Et lokomotiv behøver desuden ikke et friskt forspand hver anden mil.

Mellem Liverpool og Manchester fragtede jernbanen posten første gang den 11. november 1830. I begyndelsen af 1840’erne kørte de fleste diligencer, der afgik fra London, ikke længere. Diligencerne holdt dér, hvor skinnerne endnu ikke nåede: i fjerne dele af England ind i 1850’erne, i Frankrig nogle steder indtil busserne kom. Tværs gennem USA kørte de, indtil jernbanen fra kyst til kyst var færdig i 1869, og amerikanske Concord-diligencer blev i almindelig drift ind i 1900-tallet.

Diligencen forsvandt altså ikke på én gang. Den veg etape for etape, efterhånden som skinnerne bredte sig. Hvordan maskinen, der erstattede den, virker, læser du i artiklen Damplokomotiv: sådan driver damp hjulene, det viser modellen.

Hvad du kan kigge på en diligencemodel

En diligencemodel i træ viser ikke, hvor hurtigt den kørte, men hvordan den var bygget. Hvad netop din model kopierer, ser du i vejledningen og figurerne. Når du kigger, læg mærke til disse punkter:

• Kassens affjedring. Kig fra siden under kassen og søg remme eller fjedrebuer mellem kasse og chassis. Tryk derefter forsigtigt med en finger på et hjørne af kassen. Hvis kassen bevæger sig og fjedrer tilbage, kopierer modellen affjedringen. Hvis den ikke bevæger sig, er affjedringen kun antydet i formen — tryk ikke videre på kassen, så samlingerne løsner.
• Foraksel. Drej forsigtigt stangen eller chassisets forende til siden. Hvis forakslen drejer om tapen, og bagakslen forbliver lige, styrer modellen som en rigtig vogn. Sammenlign også hjulstørrelserne: mindre forhjul får i svinget plads tættere under køretøjet. Når akslen går trægt, stop og se i vejledningen, om den skal dreje, før du tvinger videre.
• Krafttransmission. Har modellen et værk, for eksempel et spilledåse, skubber du den forsigtigt hen over bordet og ser, hvilket hjul eller hvilken aksel der drejer med værket. Hvor et tandhjul rører en aksel, går hjulenes bevægelse over til værket. Når værket står stille, mens du bevæger dig, glider hjulene måske på bordet, eller noget blokerer tandhjulene.
• Pladser til mennesker og bagage. Find kuskesædet foran, kassens dør, fodtrinnet og kisten eller platformen til bagage. Hver af de dele hører til noget i diligencerejsen: sædet til kusken, kassen og taget til passagererne, kisten til kufferter eller post.

Hvis hjul eller aksel på en færdig model drejer trægt, eller værket hakker, står trinnene til at finde friktion i artiklen Mekanismen sidder fast: find gnidningen og fjern den.

Du kan kigge på de dele for eksempel på modellen Mekanisk 3D-puslespil i træ - Diligens ROKR AMKA1. Ifølge butiksbeskrivelsen kan du trække den, den styrer op til 25 grader til venstre og højre og spiller undervejs melodien Greensleeves. Den har også fodtrin, et åbningsbart opbevaringsrum og døre. Ifølge butiksoplysningerne er den tænkt fra 14 år.

Ofte stillede spørgsmål